Scythe S-FLEX SFF21E (120 mm blæser) til test

Scythe S-FLEX SFF21E er den anden blæser i Scythes S-FLEX serie, som vi kigger nærmere på. Den første var S-FLEX SFF21D, som vi var meget begejstrede for. En ny type flydende leje fra SONY og et lavt støjniveau er blandt de positive ting som S-FLEX serien kan byde på.

Scythe S-FLEX SFF21E er den mellemste blæser i serien og med 1200 RPM er der lidt mere spark i den end i lillebroren S-FLEX SFF21D. Senere kigger vi også på den kraftigste blæser i serien, S-FLEX SFF21F, der kører med 1600 RPM.

 

 

 

Fælles specifikationer for Scythe S-FLEX serien:

Spring direkte til testen af Scythe S-FLEX SFF21E

Sådan ser de ud, de tre nye blæsere fra Scythe. De ligner til forveksling almindelige standard blæsere i sort plastic og der er ikke noget i designet, der fanger opmærksomheden.

Scythe S-FLEX SFF21D, SFF21E, SFF21F

Der, hvor blæserne fra Scythe skiller sig ud fra andre blæsere, er inden i. Normalt er blæsere udstyret med enten glideleje eller kugleleje, hvor glidelejet larmer mindst, men kuglelejet holder længere.

Scythes blæsere er hverken udstyret med glideleje eller kugleleje, men med et S-FDB leje fra SONY. S-FDB står for SONY Fluid Dynamic Bearing og er et flydende leje.

S-FDB, SONY Fluid Dynamic Bearing

I følge Sony er fordelen ved den nye type leje mindre friktion mellem delene og dermed mindre støj og længere holdbarhed. I så fald får man det bedste fra både glidelejet og kuglelejet i dette nye leje. Scythe oplyser at S-FDB lejet har en levetid på 150.000 timer. Til sammenligning har et kugleleje normalt en levetid på ca. 50.000 timer og et glideleje 20.000 timer.

Vores tests viser at støjniveauet er ganske lavt, men kun tiden kan vise, om S-FLEX serien også kan stå distancen over tid. Vores tests viser også at S-FLEX serien er helt fri for klikken og ujævnheder fra leje og motor. Så noget har SONY gjort rigtigt med det nye S-FDB leje.

Scythe S-FLEX SFF21D (corner)
Scythe S-FLEX SFF21D (kabel)

Alle blæserne har åbne hjørner og der medfølger skruer til montering. Der er dog også mulighed for at bruge de gængse bløde ophæng for at dæmpe vibrationer fra blæseren. Der medfølger endvidere et adapterkabel, som åbner op for alle tilslutningsmuligheder.

 

Scythe S-FLEX SFF21E

Lad os se lidt nærmere på S-FLEX SFF21E. Farven er anderledes og den er sat til 0,15 ampere, men ellers ligner den forveksling de andre blæsere i serien.

 

Specifikationer for Scythe S-FLEX SFF21E

Dimensioner 120 mm
Hjørner åbne
Leje S-FDB leje
Tilslutning 3-bens & 4-bens
Volt - ampere - watt 12 V - 0,15 A - 1,8 W
RPM 1200
CFM (kubikfod per minut) 49
Støj 20,1 dB(A)
Pris ca. 115kr.

Hvad ved vi om Scythe S-FLEX SFF21E inden testen.

Med 1200 RPM ligger S-FLEX SFF21E sig ydelsesmæssigt tæt op af andre lownoise blæsere fra Papst, Nexus og Yate Loon. Med de 1200 RPM har den også noget af den fleksibilitet, som man kunne savne ved lillebroren SFF21D. Hvis støjniveauet på 20,1 dB holder stik, er det en meget stille blæser. CFM på 49 virker mistænkeligt højt i betragtning af omdrejningstallet.

 

Test af Scythe S-FLEX SFF21E

 

Test: metode og udstyr

Alle produkter i den samme kategori testes efter samme metode. Derfor kan alle de testede produkter umiddelbart sammenlignes. Det gør det lettere at vælge mellem produkterne.

Læs mere om testmetoden og StillPC's principper for tests her.

Lydmålinger: Brüel og Kjær type 2209
Omdrejninger (RPM): Laser tachometer
Spænding: Multimeter

Testens formål er at undersøge hvordan blæseren opfører sig og hvor meget den larmer i forskellige situationer. Da man umiddelbart kan trække både 5, 7 og 12 volt fra strømforsyningen, er det oplagt at undersøge hvordan blæseren opfører sig ved disse spændinger. For at springet fra 7 - 12 volt ikke skal blive for stort, har vi indsat 9 volt, der kun kan opnås med en eller anden form for blæserstyring. Ud fra skemaet kan man altså sammenligne støjniveauet fra forskellige blæsere ved 5, 7, 9 og 12 volt.

Skemaet har også en kolonne, der fokuserer på omdrejninger per minut (RPM). Det skyldes, at der er stor forskel på, hvor mange omdrejninger de forskellige blæsere kører med ved samme spænding (volt). Men har man en trinløs blæserstyring, kan man altid få to forskellige blæsere til at køre med det samme omdrejnings tal. Kolonnen med RPM gør det altså muligt at sammenligne vidt forskellige blæsere ved præcis samme antal omdrejninger. Det er interessant fordi, at en lownoise blæser godt kan støje mere end en "almindelig" blæser, når begge kører med samme antal omdrejninger og dermed køler lige effektivt. Det er med andre ord et mere objektivt sammenligningsgrundlag end volt tallet. Det mest objektive sammenligningsgrundlag ville dog være at måle lydniveauet i forhold til CFM. Læs hvorfor vi ikke medtager CFM i vores tests i artiklen Testmetode til støjsvage blæsere

Lad os se hvordan Scythe S-FLEX SFF21E fylder skemaet ud.

Volt RPM* dB(A)
3,4** 191 -
4,5*** 373 -
5,0 438 -
5,4 500 15
7,0 701 15
7,4 750 16
9,0 948 19
9,5 1000 20
11,7 1250 25
12,0 1267 25

*Runder per minut (Rounds per minute).
**Laveste spænding hvor blæseren ikke går i stå.
***Laveste spænding som blæseren starter ved.
Afstand mellem blæser og lydmåler: 1 meter.
Baggrundsstøj i testomgivelserne 14 dB(A).


Scythe S-FLEX SFF21E ved 12, 9, 7 og 5 volt

Ved 12 volt har blæseren lidt mere fart på end angivet (1267 RPM). Det er almindeligt at hastigheden svinger 5 - 10 % fra blæser til blæser, så det er ikke noget man skal hænge sig i. Hvis der er noget, som vi derimod altid hænger os i her på StillePC, så er det støjniveauet. Lydtrykket fra S-FLEX SFF21E er på 25 dB(A) ved 12 volt. Det er ca. 5 dB højere end det niveau, som Scythe har opgivet. 25 dB(A) ved 1250 RPM er dog slet ikke noget dårligt resultat, når vi sammenligner med andre blæsere. Ved 9 volt falder lydtrykket til 19 dB(A) og blæseren bliver sværere at skelne fra omgivelserne. Ved 7 volt er den tæt på grænsen for det hørbare på en meters afstand og ved 5 volt kan den ikke skelnes fra omgivelserne.

Scythe S-FLEX SFF21E - RPM

Scythe S-FLEX SFF21E falder ind i det mønster, der begynder at tegne sig for støjsvage 120 mm blæsere af en vis kvalitet. Ved 1000 RPM falder lydtrykket til 20 dB(A), hvilket er tilstrækkeligt støjsvagt for mange. Ved 750 RPM bliver blæseren meget stille og når hastigheden sænkes yderligere bliver blæseren meget svær at skelne fra omgivelserne og opleves som lydløs.

Scythe S-FLEX SFF21E tilbyder en god fleksibilitet til det afbalancerede system. Den fungerer upåklageligt mellem 191 og 1200 RPM og starter sikkert ved 4,5 volt og 373 RPM.

Vibrations støj

Vibrationsstøjen er ens for de tre blæsere i S-FLEX serien. Det vil sige, at den er lige fraværende. Det nye S-FDB leje i S-FLEX serien er en positiv nyhed, som effektivt fjerner de små klik og uregelmæssigheder, som vi har oplevet hos andre blæsere. Selvfølgelig er der nogen vibration, men væsentligt mindre end ved mange andre blæsere. Blæseren kører jævnt uden uregelmæssigheder.

Konklusion

Scythe S-FLEX SFF21E er endnu en god nyhed til stilhedsentusiaster. Den kan fint tage konkurrencen op med klassikerne fra Papst og Nexus. Måske vinder den i det lange løb på grund af den lange levetid og den jævnhed som det nye S-FDB leje giver. Det er en fornøjelse at kunne tilføje endnu en blæser til listen over anbefalede blæsere.

Se alle anbefalede støjsvage blæsere her.

 

Positivt Negativt

+ Stille ved 9 volt
+ Meget stille ved 7 og 5 volt
+ Fleksibel
+ Meget jævn
+ Kun lidt vibration
+ Flere tilslutningsmuligheder

- Optimistisk angivelse af lydniveau

 

Scythe S-FLEX SFF21E er venligst udlånt af BS Multimedia, som forhandler blæseren.

 



Diskuter denne artikel i forummet

 




copyright © 2005 & 2006 StillePC.dk