Lav din egen blæserstyring til strømforsyningen

På rigtig mange strømforsyninger kører blæseren rundt med en konstant hastighed. Ofte kører den hurtigere rundt, end hvad der er nødvendigt for at køle tilstrækkeligt. Det kunne jo være smart, hvis man kunne sætte hastigheden og dermed støjniveauet ned. Denne artikel handler om, hvordan man opnår netop det. Metoden er at lave en simpel blæserstyring.

 
Potentiometer

Manuel blæserstyring på strømforsyningen

Flere producenter af strømforsyninger har tænkt blæserstyring ind i deres design. Enten er blæserstyringen automatisk og temperaturstyret eller også er den manuel som på strømforsyningen fra Fortron ovenfor. Der sidder en lille drejeknap bag på strømforsyningen, hvor man kan skrue op og ned for blæseren.

Hvis man ikke har mulighed for at styre blæseren på sin strømforsyning eller hvis den automatiske blæserstyring er for dårlig, kan man lave sin egen blæserstyring efter samme princip som ved Fortron strømforsyningen.

Drejeknappen, der regulerer blæseren, er en trinløs modstand eller et potentiometer for nu at bruge fagudtrykket. For at kunne styre blæseren, kræves det blot, at der monteres et potentiometer til ca. 30 kr. Du kan købe et potentiometer i en elektronikforretning.

Sådan laver du selv en manuel blæserstyring til din strømforsyning

Tag strømforsyningen ud af computeren, skru låget af og tag strømmen fra blæseren.


Ligesom på Fortron strømforsyningen placerer vi potentiometret bag på strømforsyningen. Det er også det eneste sted, man kan komme til det, når kabinettet er lukket. Find bagsiden af strømforsyningen og lav hul så potentiometret kan skrues fast. På den strømforsyning vi bruger her, er det nok at klippe lidt i gitteret for at få plads. På andre modeller kan man bore et hul.

Næste skridt er at afisolere den strømførende ledning til blæseren og tilslutte den til potentiometeret. Der er tre ben på et potentiometer. Hvis bare benet i midten benyttes, er det lige meget hvilket af de andre ben der bruger. Det eneste, det har betydning for, er hvilken vej, der skal drejes for skrue op og ned.


Potentiometeret sættes fast i hullet på bagsiden. Der er gevind på potentiometeret og en lille møtrik, så det kan komme til at sidde god fast.

 

Nu skal blæseren tilsluttes igen og låget skal skrues fast. Det er nu muligt trinløst at justere blæserhastigheden på strømforsyningen.

Hvis det skal se godt ud, kan du korte pinden af potentiometret og montere en knap. Knappen kan købes sammen med potentiometret.


Det færdige resultat ser professionelt ud og fungerer mindst lige så godt som en strømforsyning med funktionen færdigmonteret.

Prøv at høre hvordan det lyder, når en Strømforsyning med en stille Papstblæser skrues ned fra 12 til 5 volt. Lydklip

Flere ideer til strømforsyningens blæserstyring

Når du sænker hastigheden på blæseren, kan det være svært at vide, om strømforsyningen bliver kølet tilstrækkeligt. For at løse det problem kan du måle temperaturen på strømforsyningen med et termometer. Der findes nogen fine digitale termometre med en føler der let kan placeres på strømforsyningens køleprofil. Vi anbefaler et fra Revoltec der koster ca. 100 kr.

Hvor varm må strømforsyningen blive? Det er et godt spørgsmål, der vist mest handler om temperament. Hvis man kommer over 70 C, bør alarmklokkerne nok begynde at ringe, så prøv at holde den nede på 50 - 60 C.

Der er ikke nogen, der siger, at potentiometret skal sidde bag på strømforsyningen. Hvis der bruges en forlængerledning, kan potentiometret placeres hvor som helst. Herunder kan du se en løsning, hvor potentiometret og et termometer er placeret i en 5,25" dækplade. De to andre potentiometre er til andre blæsere. På denne måde kan man holde øje med temperaturen og let skrue op og ned som man vil. I praksis behøver man ikke holde øje hele tiden. Man lærer hurtigt hvornår, der skal skrues op fx. under spil.




Alt i alt kan man komme langt med dele til mellem 30 og 100 kr. Så har du en larmende strømforsyning, men ingen penge, skal den måske have en manuel blæserstyring.


Diskuter denne artikel i forummet

 




copyright © 2005 & 2006 StillePC.dk